Det er vigtigt, at du drikker ca. ½ liter væske fra morgenstunden på mødedagen.
Vi anbefaler generelt, at du dagligt drikker 1½-2 liter væske. Det mindsker risikoen for urinvejsinfektioner, særligt når man bærer kateter.
Undlad at tømme din blære via ventilen før du møder til kateterfjernelse i Urinvejskirurgisk Klinik.
Hvis du ikke kan holde dig, til du møder i klinikken, skal du blot lade vandet hjemmefra. Sygeplejersken vil i stedet fylde din urinblære med lunken, sterilt vand, til du får vandladningstrang. Hvis du har vandladningstrang, når du møder, fyldes din urinblære ikke.
Om undersøgelsen
Sygeplejersken udtager urin via kateteret, hvis du har symptomer på urinvejsinfektion (svie, ildelugtende urin, feber, smerter over blæren eller idelig vandladningstrang til trods for kateter).
Urinprøven undersøges for bakterier og sendes eventuelt til analyse.
Ballonen på kateteret tømmes for væske og kateteret kan nu trækkes ud - det tager et kort øjeblik og er som oftest ikke forbundet med ubehag.
Når kateteret er fjernet, skal du lade vandet på toilettet og sygeplejersken vil efterfølgende vurdere, hvordan du lader vandet og tømmer din blære.
Videre forløb
Hvis der er behov for opfølgning, bliver det aftalt, inden du tager hjem.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/927341
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.