Behandling med nedfrosne æg til barn nr. 2
Har du fået barn og ønsker at gøre brug af nedfrosne æg til barn nr. 2, er der nogle særlige ting, som du skal være opmærksom på.
Om behandlingen
Et par måneder inden ønsket om behandlingsstart, vil vi bede dig udfylde skemaet nederst på siden og sende det til klinikken.
Her på siden kan du blandt andet finde informationer om hvilke blodprøver du skal have taget inden behandlingsstart samt hvilke samtykkeerklæringer du/I skal udfylde.
Ligeledes er der link til patientinformationer om proceduren og forløbet frem til optøning af ægget/æggene.
Du kan ikke tilmelde dig behandling til barn nr. 2 så længe du ammer.
Hvis du har født ved kejsersnit skal du være opmærksom på, at din næste graviditet skal planlægges således, at der går minimum 18 måneder imellem fødslerne.
Før du tilmelder dig
Bestil blodprøver
Inden du melder dig til behandling skal du have taget nogle blodprøver, som bl.a. er kontrol af dit stofskifte. (Thyroideatal: TSH, TPO + ved BMI > 27 også HbA1C). Når du har sendt skemaet ind, bestiller vi prøverne.
Du vil modtage en SMS eller brev via Digital Post, når prøverne er bestilt. Du skal have taget prøverne på nærmeste hospital, inden der er gået 14 dage. Inden for 2-3 uger tjekker vi dine blodprøvesvar.
Hvis blodprøverne er ok, får du en SMS eller brev via Digital Post om, at du kan tilmelde dig behandling. Hvis blodprøverne ikke er i orden, bliver du kontaktet.
Sådan tilmelder du dig behandling.
Husk vitamin og tilskud
Husk at starte på multivitamin-tbl. inkl. folinsyretilskud 400 mikrogram dagligt fra mindst 1 måned før du skal være gravid.
Patientvejledninger og samtykkeerklæringer
Find den samtykkeerklæring, du har brug for i forbindelse med din fertilitetsbehandling.
Det er vigtigt, at de printes og underskrives med egen, håndskreven underskrift (ikke digital signatur). Må efterfølgende gerne skannes ind og sendes pr. mail.
Hvilken behandling?
Ved regelmæssig cyklus
Hvis du har regelmæssig cyklus på 27 til 31 dage vil vi anbefale at behandlingen med fryseæggene bliver i din egen naturlige cyklus uden hormoner.
Læs om behandling med nedfrosne/optøede æg i naturlig cyklus
Ved uregelmæssig cyklus
Hvis du har uregelmæssig cyklus med mere end 31 dage eller under 27 dage imellem dine menstruationer vil vi anbefale, at behandlingen med fryseæggene bliver i stimuleret cyklus.
Læs om behandling med nedfrosne/optøede æg i hormonstimuleret cyklus
Skema ved ønske om behandling med nedfrosne æg til barn nr 2
Skemaet skal kun sendes første gang du ønsker behandling til barn nr. 2. Ved efterfølgende behandlinger indsendes en elektronisk tilmelding.
Hent skemaet ved at klikke på billedet nedenfor.