Præmaturitet betyder, at barnet er født for tidligt, dvs. før uge 37+0. Behandlingen og plejen af det for tidligt fødte barn afhænger af, hvor tidligt jeres barn er født.
Vær opmærksom på
Det præmature barn er på mange måder lidt umodent og reagerer derfor lidt anderledes end børn født til termin. Dette ses bl.a. ved at,
Barnet vågner ikke nødvendigvis og melder sig til måltiderne.
Barnet kan have svært ved at holde brystet i munden og holde hovedet under amningen.
Barnet kan ikke koordinere mundbevægelserne og kan derfor have svært ved at sutte.
Barnet falder hurtigere i søvn ved brystet på grund af udmattelse og ikke på grund af mæthed.
Barnet overstimuleres let.
Barnet kan have svært ved at holde varmen.
Barnet kan have lidt større risiko for at udvikle gulsot.
Sådan kan I hjælpe jeres for tidligt fødte barn
Det præmature barn har godt af at ligge hud mod hud med sine forældre. Når barnet ligger hud mod hud med jer, stiger jeres krops temperatur på forsiden af kroppen og bevirker at barnet bedre er i stand til at holde varmen.
I kan bedre opfange barnets signaler om sult, når barnet ligger hud mod hud og samtidig har det en lang række fordele for barnet; dybere søvn, mindre gråd, mere vågent og opmærksomt, mere stabilt blodsukker, vejrtrækning, barnet bruger mindre energi og tager hurtigere på.
Barnet kan ligge hud mod hud med jer, når I ligger i sengen, men kan også være hud mod hud i en tube/vikkel, så I har mulighed for at gå omkring.
Det er vigtigt at forsøge at efterligne det miljø, som jeres barn har haft i livmoderen, således at barnets sansemotoriske udvikling optimeres.
Et præmaturt barn bliver hurtigere påvirket af sanseindtryk. Barnet skal derfor beskyttes mod unødvendigt stimuli – det kan være støj fra TV, meget lys, mange gæster at gå fra arm til arm hos gæsterne.
Det præmature barn er på grund af den tynde hud, den store kropsoverflade og den umodne hjernefunktion ikke så god til at holde varmen. I starten er det derfor en god idé at måle barnets temperatur morgen og aften. Det tilstræbes, at barnets temperatur skal ligge mellem 36,8 og 37,2. Når barnet ikke ligger hud mod hud, er det en god idé, at det har 2 lag tøj på - helst tøj, der ikke er alt for stort samt en lille hue. Barnet kan svøbes i et tæppe samt en dyne for bedre at holde varmen. Er dette ikke tilstrækkeligt, kan barnet under indlæggelsen have behov for at ligge på en varmemadras. Når jeres barn bliver holdt godt varmt, kan det bruge energien på at vokse i stedet for på at holde varmen.
Det tager tid og kræver tålmodighed at få amningen etableret hos en mor med et præmaturt barn.
Barnet udsender ofte kun svage tegn på sult, og det vil derfor ofte være nødvendigt at vække barnet til måltiderne. Hvis mor og barn ligger hud mod hud, bliver det ofte lettere for forældrene at tolke barnets signaler på sult.
Barnet har ofte svært ved at holde brystet inde i munden og laver kun et svagt undertryk under amningen. En suttebrik kan ofte være en god hjælp, da den stimulerer barnets sutterefleks og gør det lettere for barnet at holde brystet i munden.
Det præmature barns sutteevne kan forbedres, hvis barnet støttes godt under amningen. Vær opmærksom på, at hovedet støttes godt under amningen.
Hold barnets krop krummet og tæt ind til dig under amningen og sørg for at barnet har bøjede ben under amningen, så kan barnet bedre koncentrere sig.
Sørg for at barnet har lidt modstand under fødderne, enten en pude, en hånd eller lignende, det stimulerer barnets sutterefleks. Plejepersonalet vil være dig behjælpelig.
Det præmature barn bliver træt ved brystet inden, at det er færdigt med at spise og har derfor brug for tilskud efter amningen. Dette kan gives enten i en sonde eller i et lille bæger.
Da det præmature barn ikke kan sutte så længe og så effektivt som et mere modent barn, bliver moderens mælkeproduktion ikke stimuleret tilstrækkeligt i den første tid efter fødslen. Derfor er det en god idé at stimulere mælkeproduktionen med en brystpumpe. (se vejledning omkring dette)
At være forældre til et barn, der er født for tidligt
At få et barn kræver tålmodighed og kan påvirke jer psykisk.
Måske har mor ikke nået at gå på barselsorlov, eller at få ordnet alle de praktiske ting, som hun havde tænkt sig.
Det er tidskrævende at have et præmaturt barn, da det tager tid at få barnet puslet, ammet, givet ekstra mad, udmalkning med videre. Det er derfor en god idé at tage imod den hjælp og aflastning, I kan få af både familie og personale.
Er far nødsaget til at tage på arbejde, kan han eventuelt overnatte på afdelingen eller han kan overnatte i weekenderne.
Når et barn fødes præmaturt, har det behov for indlæggelse i længere tid. Mor vil automatisk få forlænget sin barselsorlov med det antal dage hun og barnet har været indlagt. Ved udskrivelsen skal mor have dokumentation på indlæggelsen med fra afdelingen. Den afleveres efterfølgende på kommunen.
Forventes barnet at være indlagt mere end 12 dage, har far mulighed for at få en §26. Dette skal du afklare med sin arbejdsgiver (ikke kommunen). Ved udskrivelsen skal du som far derfor også have dokumentation på indlæggelsen med.
Kontakt
Kontakt
Afsnit for Mor og Barn, Regionshospitalet Horsens Sundvej 30D DK-8700 Horsens
Telefon til Afsnit for Mor og Barn: 7842 6507
Uden for telefontid bliver du mødt af en telefonsvarer, der henviser dig til et andet nummer, hvis du akut har brug for at komme i kontakt med personalet.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/636645
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.