Du skal selv sørge for hjemtransport fra hospitalet
Du skal tage bad hjemme og må ikke have smykker neglelak og makeup på.
Ved indlæggelsen skal du medbringe:
bekvemt tøj og fodtøj, der er nemt at få af og på
toiletartikler
den medicin, som du tager til daglig
Det er vigtigt at huden, hvor du skal opereres, er hel og uden sår.
Gigtpræparater som f.eks. Ibumetin skal du stoppe med en uge før operationen.
Anden blodfortyndende medicin skal du stoppe med efter aftale med lægen.
Du kan forvente at blive udskrevet dagen efter operationen.
Når du er opereret, er der nogle restriktioner for, hvordan du må bruge din skulder og din arm. Du har armen i slynge og må ikke bruge den aktivt.
Derfor kan det være en god idé, at aftale med pårørende, hvordan de kan hjælpe med f.eks. madlavning og indkøb.
Du kan også kontakte din hjemkommune og forhøre dig om mulighederne for hjælp efter operationen.
1 uge før operationen skal du fjerne al behåring ved hjælp af en hårklipper/hårtrimmer eller lignende. Du må ikke anvende en skraber ved hårfjernelse og lave glatbarbering, da det kan give rifter i huden. Glatbarbering øger risikoen for betændelse, som kan betyde, at vi er nødt til at aflyse operationen.
Hvis du ikke har en hårklipper, eller hvis der er under 1 uge til operationen fra din forundersøgelse, kan hårfjernelsen foretages, når du møder på hospitalet.
Hvis du stopper med at ryge mindst 6 uger før, at du skal opereres, har du større chance for at få et godt forløb. Læs mere i Sundhedsstyrelsen pjece STOP med at ryge, når du skal opereres. Her kan du også finde hjælp til rygestop.
I "Dansk Skulderalloplastik Register" registreres alle skulderproteser, der indsættes i Danmark med henblik på at måle kvaliteten og resultaterne efter behandlingen.
I denne forbindelse vil vi gerne have tilladelse til at udsende et spørgeskema til dig ca. 1 år efter operationen. Skemaet indeholder spørgsmål omkring din skulder og hvordan den fungerer.
Din besvarelse vil indgå sammen med andres i vurderingen af, hvordan vi udvikler den bedste behandling til patienter, som har behov for en kunstig skulder.
Spørgeskemaet bliver udsendt fra Region Midtjylland v/RKKP's videnscenter og bruges udelukkende til registreret og måling af resultater i grupper af patienter. Hvis der er problemer med netop din skulder, og du ønsker vurdering heraf, skal du derfor kontakte den afdeling, hvor du er opereret.
Resultaterne for hele Danmark offentliggøres hvert år i en rapport i anonymiseret form:
Dit samtykke kan til enhver tid trækkes tilbage, hvilket kan ske ved at rette henvendelse til Regions Midtjylland v/ RKKP´s videnscenter rkkp@rkkp.dk
På operationsdagen
Du skal benytte indgang B. Tag elevator eller trappe til B2, hvor afsnittet Operation og Opvågning ligger. Når du ankommer, skal du scanne dit sundhedskort ved ankomstscanneren og derefter tage plads i venterummet.
Du skal faste inden operationen, men det er vigtigt, at du ikke faster mere end højst nødvendigt, da det kan give kvalme og ubehag.
Derfor skal du følge nedenstående retningslinjer:
Du må spise og drikke mælk senest 6 timer før operationen.
Hvis det kan lade sig gøre, vil du blive tilbudt 2 glas saftevand med sukker 2 timer før din operation.
De sidste 2 timer må du ikke bruge tyggegummi eller lignende, og du må helst ikke ryge.
Mens du faster, må du gerne skylle munden med vand, men du må ikke synke det.
Hvis du skal være fastende i mange timer, er det muligt at give dig et drop med saltvand eller sukker. Dette sørger for, at din krop stadig får væske og kan afhjælpe utilpashed, kvalme og hovedpine.
Husk at give besked, hvis du har fødevareallergi, så vi kan tage højde for det efter operationen.
Om operationen
En skulderledsprotese erstatter det nedslidte ledhoved på overarmsknoglen og i langt de fleste tilfælde erstattes ledskålen på skulderbladet også. Formålet med operationen er først og fremmest at lindre dine smerter. Ofte forbedres bevægeligheden i skulderen også, men ikke altid.
Efter operationen kommer du på opvågningsstuen, hvor du bliver observeret nogle timer, inden du kommer tilbage til sengeafsnittet.
Operationen foregår i fuld bedøvelse.
Risici og bivirkninger
Infektion i operationssåret forekommer sjældent. Det forebygges med antibiotika, der gives lige inden operationen starter. Plasteret over såret holdes rent og tørt.
Hvis du får infektioner, f.eks. svær lungebetændelse, bør du søge læge med henblik på behandling, da der er risiko for, at infektionen sætter sig omkring protesen.
Efter operationen
Når du kommer tilbage på sengeafsnittet efter operationen, vil du blive modtaget af plejepersonalet. Du vil blive tilbudt mad og drikke, og plejepersonalet vil spørge ind til, hvordan du har det og tilse operationsområdet.
Det er naturligt at være træt, have kvalme og almen utilpashed, men dette forsvinder som oftest i løbet af dagen.
Proteiner er vores byggesten, og det er derfor utrolig vigtigt, at du får en god kost for at kunne hele ordenligt efter en operation. Mad og drikke er en vigtig del af din behandling. Nogle vil sagtens kunne fortsætte deres normale kost, mens andre vil have behov for ekstra tilskud af f.eks. protein.
Du vil under indlæggelsen blive ernæringsscreenet og alt efter resultatet, vil der blive lagt en ernæringsplan, så vi sikrer, at du får den rette kost.
Du vil som udgangspunkt skulle hurtigt op og i gang efter en operation. At ligge i sengen forlænger genoptræningen og kan medføre lungebetændelse, liggesår og andre uheldige følger. Tidlig mobilisering er altså en vigtig del af din behandling. Hvis ikke du selv kan komme ud af sengen og gå omkring, vil du få hjælp af plejepersonalet og fysioterapeuter. Det vil være individuelt, hvor hurtigt man kommer i gang efter en operation, og hvor meget man må.
Du kan ikke forvente at være smertefri, når du skal op, men du kan få smertestillende medicin for at mindske smerterne.
Der må forventes en vis grad af smerte, eftersom du er blevet opereret. Der vil blive lagt en smerteplan, og det er vigtigt, at du følger denne.
Det er vigtigt, at dine smerter ikke forhindrer dig i at:
Følge dit træningsprogram.
Gå rundt.
Sove om natten eller hvile i løbet af dagen.
Når du tager stærk smertestillende, kan du nemt blive forstoppet. Derfor vil du ofte få afføringsmiddel sammen med det smertestillende medicin. Derudover er det vigtigt at drikke rigeligt og spise fiberrig kost, f.eks. frugt og groft brød. Afføringsmiddel kan du købe i håndkøb på apoteket, og apotekets personale kan vejlede dig i brugen af midlet.
Du skal have armen i en slynge i op til 6 uger. Efter operationen vil lægen fortælle dig præcist hvor længe.
Du må tage armen ud af slyngen, når du skal bade, men du må ikke bruge den aktivt. Det vil sige, at du ikke må bruge armens muskler til at bevæge skulderen.
Vi viser dig, hvordan du skal gøre, og der vil være nogle øvelser, som du skal lære. Hvor meget du må bruge armen i de første 6 uger afhænger af selve operationen.
Lægen informerer dig, og du vil blive grundigt vejledt af fysio- og ergoterapeuter.
Dagen efter operationen hjælper plejepersonalet eller ergoterapeuten dig med den personlige pleje og påklædning. Vi viser dig, hvordan du får slyngen af og på, og hvordan du undgår at bruge armen aktivt.
Fysioterapeuten starter optræningen og fortæller dig, hvordan du skal træne videre hjemme. Du får udleveret en folder med øvelser og vejledning.
Inden udskrivelsen skifter vi plasteret på såret. Plasteret er vandskyende, så du må gerne bade. Du får ekstra plaster med hjem.
Du kan forvente, at vi påbegynder planlægningen af din udskrivelse allerede ved indlæggelsesdagen. Dette foregår selvfølgelig i tæt samarbejde med dig og dine pårørende. Du vil på udskrivelsesdagen få informationer om eventuel efterbehandling og kontrol.
Vi lægger vægt på, at udskrivelsen skal være tryg for dig og dine pårørende.
Af hensyn til afdelingens rutiner vil vi forsøge at planlægge udskrivelsen til om formiddagen. Du vil få tilbudt en hospitalsseng i det tidsrum, hvor du har brug for det, men du kan også opleve at få tilbudt en hvilestol, når du er klar til udskrivelse og venter på hjemtransport.
Efter udskrivelsen sender vi en beskrivelse af dit behandlingsforløb til din egen læge. Ønsker du ikke dette, bedes du meddele det til personalet.
Ved behov kontakter vi hjemmeplejen og arrangerer hjemmehjælp og hjælpemidler i hjemmet.
Når du kommer hjem
Clipsene i huden fjernes ved din egen læge 12-14 dage efter operationen.
Du vil blive indkaldt til træning gennem din hjemkommune. Du skal regne med, at genoptræningen tager 3 måneder eller mere.
De er vigtigt, at du selv er aktiv i genoptræningen af din skulder. Fysioterapeuten instruerer dig i øvelserne. Du får en skriftlig vejledning med hjem.
Videre forløb
Hos lægen: Efter 3 måneder.
Hos fysioterapeut: Aftales individuelt.
Begrænsningerne for, hvordan du må bevæge din arm gælder de første 3 måneder. Derefter vil du kunne bruge armen frit. Dog vil skulderen stadig være følsom, og du skal passe på ikke at overbelaste den. Der kan komme uro og smerter, så hvil armen indimellem.
Langt de fleste patienter oplever at få en velfungerende skulder, der kan bevæges uden smerter.
Mere information
Alkohol kan øge risikoen for komplikationer. Læs mere i Sundhedsstyrelsens pjece Alkohol og operation. Her kan du også finde hjælp til at holde op.
Har du spørgsmål inden operationen bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær.
Det kan bl.a. være:
Hvis du har sår eller betændelse i nærheden af operationsstedet.
Hvis du har været i kontakt med sundhedsvæsenet i udlandet.
Hvis dine gener forsvinder eller bliver mindre.
Hvis der opstår tvivl, som du ikke kan finde svar på i dit informationsmateriale.
Sekretæren kan kontaktes på hverdage undtagen onsdag mellem 9.00-12.00 på tlf. 7842 7216 (tryk 1).
Ved behov for aflysning af operationen dagen før
Hvis du ikke er rask eller ønsker at aflyse din operation, bedes du ringe til vores ortopædkirurgiske sekretær på 7842 7218 på hverdage mellem kl. 8.00-15.00.
Vi kan også kontaktes på mail. Send sikker mail. Vi forsøger at besvare din mail indenfor 24 timer (på hverdage).
Ortopædkirurgi
Ved behov for kontakt kan der alle hverdage rettes henvendelse til Ortopædkirurgisk Klinik på telefonnummer 78 42 72 16 i tidsrummet kl. 09.00-12.00.
Direkte link til denne side: www.horsens.rm.dk/628635
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.