Vær bevidst om, hvad du bruger tid og kræfter på. Det er vigtigt at finde en balance mellem de aktiviteter, som skal gøres, som man selv ønsker at gøre, og som andre forventer, at der bliver gjort.
Det handler om at blive klar over, hvilke aktiviteter, der giver energi, og hvilke aktiviteter, der tager energi. Fravalg af aktiviteter kan nogle gange være nødvendigt og hensigtsmæssigt i forhold til energiforbruget.
Lystbetonede aktiviteter giver ofte ekstra energi, men disse aktiviteter bliver ofte ubevidst sorteret fra. Det er vigtigt at sætte tid af til lystbetonede aktiviteter.
På de dage, hvor man har lidt ekstra energi, bør man prioritere det, man har lyst til at gøre og ikke bare det, der bliver forventet af én. Det er vigtigt at tænke over, hvad der betyder noget for én, samt hvilke aktiviteter og roller man gerne vil bruge energi på.
Overvej:
- Hvad er vigtigt og betyder noget for dig?
- Hvad bruger du din tid og energi på?
- Hvilke aktiviteter skal du gøre? Hvad ønsker du at gøre?
Ergoterapeuten kan støtte dig i aktivitetsbalance og prioritering af aktiviteter i hverdagen.